I jordens midte er der en celle. På det våde gulv ligger der en fange og stirrer ud i mørket med glødende øine. Hans lemmer er knokler, hans ansigt et kranium, thi i tusinder af år har hans hænder og fødder været lænket. I tusinder af år har ingen mands stemme gjenlydt i hans øre, ingen kvindes hånd strøget henover hans brændende isse.
Undertiden skjælver lænken, som i smerte eller raseri. Da vakler landenes fængsler, og alle jordens retfærdige iler til for at forsvare dem og befæste dem.
Menneskene er jordens herrer. I dens midte ligger jordens gud, lænket og i mørke, og lytter og lytter.
Falder snart bastillerne?
|
|