Jeg tegned vandets brede, rolige linje. Små og store seil, dampere med lange røgstrimer krydser og buer sig på det, skyer og lanterner speiler sig i det, holmer dukker op som drømme fra dets bund.
Jeg lod grøn jord bøie sig ned på begge sider af fjorden og drikke af vandet. Den har kniplet dets kant med løv og bar og blomster som vifter sagte.
Og under løvet går mændene og kvinderne i flokke og i par. Jeg har stemt luftens, løvets, vandets toner, jeg har bygget menneskets øre i en rig harmoni.
Jeg går ene blandt dem og hører dem le til hinanden og hviske elskovens ord.
Dernede, hvor vand og strand favnes, lægger jeg et violet skjærf af dis, slynger det frem om fjeldskråningen. Det er stukket med mangfoldige små perler, lysene, som stiger op over fjeldet, hjemmene.
Jeg går ene blandt dem, det er min glæde at høre deres tanker, kjende deres sorg og jubel.
Og dog – jeg ved ikke – det er mig ikke nok. Jeg blir rastløs. Det blir mig fremmed. Jeg må bort.
Og langsomt stiger jeg opover mod fjeldene, og bag mig blir sangen og latteren svagere og svagere. Tilsidst dør de hen, jeg hører blot lyngen hviske, isbræen sukke.
Der vågner hos mig en dunkel attrå.
Der skulde komme en. Han skulde komme og lytte sig frem til der hvor isbræen sukker og lyngen dør.
Han skulde komme og si: Jeg så sjøen, og himmelen, og farvernes dis, og menneskenes under. Og jeg blev mer og mer ene. Ti jeg fik en længsel efter at lære den at kjende, hvis fantasi digted sjø og skyer, hvis tanke bygged menneskets øre.
|
|
