| LATTERENS ORGASME I DET ÅBNE VÆRK af Iben Dalgaard |
[print versjon] |
Denne teksten handler om min egen brug af Bataille og hans tekster udfra en kommunikativ diskurs, idet jeg anser latteren som værende en ultimativ gestus i aflæsningsprocessen.
 "Waiting" av Iben Dalgaard, detalj Klikk på bildet |
Jeg har taget udgangspunkt i Batailles bog Den indre erfaring i mit arbejde med latteren. For det er specielt latteren som interessere mig, da jeg er af den overbevisning, at latteren kan åbne op for tilegnelsen af et kunstværk. Det skal lige nævnes at denne artikkelen ikke kan blive andet end en kort skitseret version som behandler latteren som "værkåbner". Jeg må også angive et forbehold hvad angår hele Batailles terminologi; begreberne fremstår ikke-konsistente, og kan som følge deraf fremstå som utopiske eller måske ligefrem religiøse. Det må gerne hvile i baghovedet, når jeg nu kort går i gang med at fremstille Batailles begreber og min egen begrebsbehandling. Jeg vil lige bemærke at kunsten jeg i det følgende vil beskrive, er en kunst hvis karakter er meget åben. I min skitse indgår fire elementer, som jeg ønsker udfoldet i min beskrivelse af kunstoplevelsen: 1) objektet; dvs. billedkunsten eller mere præcist det åbne værk, 2) subjektet eller kroppen, 3) perceptionen eller kunstoplevelsen, samt 4) latteren som en form for buffer i perceptionsøjeblikket.
Billedkunsten
Bataille delte den empiriske verden op i den homogene og den heterogene verden. Vi befinder os næsten konstant i den homogene verden, men vi har dog muligheden for at glide over i den heterogene verden. Billedkunsten er i sin proces en gestalt som sløser med energien, da den ikke har et egentlig formål, selv om den generelle økonomi konstant forsøger at give kunsten et formål ved at lade den indgå i politiske og samfundsmæssige forhold. Men i grunden befinder kunsten sig i det heterogene felt, i den begrænsede økonomi, med andre ord dér hvor den er svær at indfange og benævne. For det handler om hvordan økonomiene står i forhold til hinanden; generel økonomi i forhold til begrænset økonomi, og hvordan dette forhold ytre sig i et energisløseri. Åbningen mellem de to verdner findes i en overskridelse fra det homogene til det heterogene; i latteren og i det åbne værk.
At arbejde med det åbne værkbegreb er en metode, hvor man som billedkunstner vedvarende arbejder med tvivlen som redskab. Men der findes en forskel mellem værkintentionen og vores erfaringsverden, for værket beskueren står overfor er ikke helt i overensstemmelse med beskuerens egen verdensopfattelse og erfaring. Denne diskrepans mellem værk og erfaring betyder at værket ikke er hundrede procent virkelighedsnært; den er ikke en kopi af virkeligheden. Værket står i kontrast til den subjektive verdensopfattelse, idet det ikke er muligt helt at oversætte et kunstværk til ens egen verdensanskuelse. Den identitetsmangel som opstår, giver en ubestemthed og en usikkerhed hos betragteren, men samtidig bidrager den også til en fascination af værket, da man ikke helt forstå, hvad der sker i værket. Følelsen af ubestemthed og fascination giver et åbent rum for fortolkningen, fordi værkets ikke-afsluttede karakter skaber en tvivl om meningen. Denne kunstart bærer på en tvetydighed, da den ikke har et entydigt budskab og derfor heller ingen konsistent mening. Det åbne værk stiller sig latterligt til skue og er med andre ord utilstrækkeligt og derfor latterligt i sin tvetydighed.
 "Laughing" av Iben Dalgaard, detalj Klikk på bildet! |
Betragteren/Kroppen
I vores måde at anskue livet, verden og virkeligheden på, tvinger helheden seg alltid på med sitt billede; vi har lett for at tro at tingene hænger sammen. Vi stræber kanskje konstant efter muligheden av at blive hele og harmoniske mennesker. Opgiver betragteren derimod tvangen til forståelse af kunsten og stiller sig latterligt op og skuer, da kan en ofring finde sted. For ligesom værket har ødslet med energien i tilblivelsesprocessen, således kan betragteren også ødsle - ved at ofre sig selv. Ved at slippe sig selv i en villet overskridelse, erkender man derved sin egen latterlighed og en anderledes (værk-)mening kan opstå. Lidt forenklet kan man sige at ved at betragteren giver slip på sig selv, både i mental og kropslig forstand, da henrykkes kroppen, som responderer gennem latteren i en her-og nu-oplevelse. Herefter transformeres kroppen over i en anden krop, det vil sige en ikke-sproglig krop.
Latteren
Latteren kan defineres som en meningsnegation, idet den ikke er diskursiv. For latteren har hverken hensigt eller kan betegnes som værende et projekt i sig selv. Den udløser derimod en irrationalitet og åbner op for excesser; det urene og det farlige. Endvidere ødsler latteren med energien på samme måde som kunsten er fremkommet på, og deler derfor de samme betingelser for processen som kunsten. Latterens gestalt er så at sige jeg´ets selvforglemmelse og hvad det medfører af glæde og angst. Glæde fordi jeg´et er i kroppens vold og dermed, både mentalt og kropsligt, for et kort øjeblik føles hel, og samtidig angst fordi der åbnes op for den ubegrænsede og ukendte verden. Latteren er derfor ingen entydig gestalt, da den bærer på sin egen tvetydighed og dermed åbner op for selvforglemmelsen.
Bataille benævner dette som den suveræne operation, da begge positioner, dvs. både subjektet (beskueren) og objektet (kunstværket) opløses og sammensmelter pga. deres indbyrdes latterlighed, og verden bliver ubegrænset og vi overgår til det heterogene. Denne ubegrænsede verden opstår gennem latteren (parentes bemærket kan den selvsagt også opstå i det seksuelle); i ekstasens ubegrænsede univers. Men lad os vende tilbage til mødet mellem værket og betragteren i perceptionsøjeblikket, som jeg for nemhedens skyld kalder den generelle perception.
Den generelle perception
Jeg skelner mellem den generelle perception og den suveræne perception. Generel perception er primært kulturbestemt, eftersom vi er del af en kulturdisciplin, som indbefatter vores forhold til kunst og hvordan vi percipere den. Hér lærer vi at kunsten gør os til bedre mennesker og hér gives kunsten mening og tilskrives den højeste form for indsigt; den bliver en idealiseret del af vor kultur. Ofte er billedperceptionen ikke et lystfyldt projekt, netop på grund af at der altid skal eksistere en hensigt. I stedet bliver perceptionen præget af forståelsestvang og vores konstante leden efter indsigt: "hvorfor, hvorfor, hvorfor.?"
Ofte støder vores forventninger til hvad kunsten skal kunne gøre for beskuerens indsigt mod, hvad man rent faktisk får ud af kunsten. For kunsten omgærdes med regler og forordninger om hvordan man skal opfatte og analysere den. Vi stiller spørgsmål til hvad vi vil og skal have ud af kunsten, selv om det i realiteten handler om en dialog; om at give og tage.
Kunsten kan betragtes som en identifikationsmodel, fordi vi oplever og afkoder kunsten udfra vore egne forventninger og på den måde er det egentlig blot os selv vi afkoder. Vi vurderer og oplever udfra egne private forudsætninger, ideosynkrasier og viden. På den måde opstår en identifikation, en form for bekræftelse, hvad enten den er affirmativ eller negerende, posetiv eller negativ. Det handler ikke om at opfatte det som værende sandt eller falsk, men blot en forholden sig til udsagnet udfra egne forudsætninger. Perceptionen af kunsten bliver en form for selvbekræftende gestalt, en form for kontemplation. For vi stirrer på værket og forventer at det skal tale til os, hvis vi venter længe nok. Det handler om tid - og det har den kontemplative betragter nok af. Men værket kan ikke tale, for det er først artikuleret, når man som beskuer aktiverer værket i en ofring.
Udover den kontemplative perception findes den konsumerende perception, som i dag næsten har overtaget den kontemplative modus, da vi oftere løber igennem en kunstudstilling, for dog at sige at man har set den! Det handler om ikke at have tid, for det har den konsumerende betragter ikke meget af. Vi ser også i denne perceptionsform kunsten i forhold til vor egen virkelighed og vort eget perspektiv og relaterer alt udfra dette. Men der eksisterer en tredie metode i tilegnelsen af kunst.
Den suveræne perception
Den suveræne operation er en tilegnelsesmodus, hvor betragteren må ofre sig selv, og hvor kunsten må stille sig frem og vise sin latterlige karakter og sin utilstrækkelighed frem. Kunsten fremviser sin tvivl og tvetydighed, og derved fremstår kunsten meget splittet og har følgelig ingen konsistent værkmening. Den bliver lige så utilstrækkelig som sin betragter, som træder frem og siger: "Jeg er også utilstrækkelig, jeg er ikke et helt menneske og jeg ved ikke hvad meningen er". Der fremstår altså to ufuldstændige positioner overfor hinanden: den første er betragteren som viser sin egen utilstrækkelighed og sin ikke-viden overfor den anden position, kunsten, som fremviser det ukendte og tvivlende. Der findes altså ikke en helende proces i mødet med kunsten, men en heling sker dog i et kort her og nu, når begge instanser så at sige ofrer sig selv. Denne overskridelse sker gennem latteren, idet et meningskolaps sætter ind, latteren bobler og en indre erfaring opstår.
Billedkunsten kan anvende dramatisering som et greb til at vise sin utilstrækkelighed (tvetydighed). Ved at kunsten lokker og fascinerer, fremkommer der et moment af komik og dumhed, som kan lede til latteren. På denne måde er det muligt at bevæge sig over i den heterogene verden et kort øjeblik. Bataille kalder dette møde med det ukendte for den indre erfaring, hvor latteren bliver én af nøglerne til denne erfaring. At beskrive den indre erfaring er meget svært, for det går ikke at forklare hvad det er, men snarere hvad det ikke er. Men lad mig ligevel vove pelsen og sige at det selvsagt er en meget subjektiv oplevelse, og at det handler om det ukendte eller "det muliges yderste" i et meget kort øjeblik, hvor man ofrer sig selv, gir sig over. Det er en følelse på samme niveau som ekstasen eller orgasmen, hvor man for en kort stund slipper selvkontrollen og for et kort øjeblik ikke ved, hvor man er eller hvem man er.
Kommunikationen
Disse tre perceptionsmodus beretter om negation og ikke-mening, og om hvordan latteren afstedkommer en sammensmeltning af subjekt og objekt. Sammensmeltningen befinder sig i det ukendte, men der er dog ikke tale om et symbiotisk forhold. Det handler kort og godt om at man som betragter glemmer at det handler om kunst. Normalt i den generelle perception, når vi betragter kunst, overvældes vi af alle de tillærte kulturelle kodex. Den suveræne operation handler om at glemme at det er kunst man ser på - og at kunsten "glemmer" at den er ment som værende kunst. Da findes der en mulighed for at latteren forløses og der åbnes op for en ny indsigt, som er en blanding mellem lethed og alvor.
Latterens mulighedsfelt elimenere kroppens normer; alt hvad vi har lært, alle begrænsningerne og den kulturelle spændetrøje åbnes op, på samme måde som i den seksuelle ekstase. I denne sammenhæng anvender jeg begrebet mind-fucking, da kunst kan sammelignes med seksuelle excesser; en tilstand uden regler og begrænsninger og hensigtserklæringer. Da ofrer man sig selv til det nyttesløse. Det kan betragtes som udskejelser på linje med den lille død (le petit mort) - det korte her og nu, som også kan opleves i perceptionsøjeblikket, hvis man tør ofre sig.
Ikke-meningen
Latterens kommunikationsform åbner op for et nyt og ukendt meningsrum, men dog ikke i et strengt sprogligt rum. Da kan latteren blive en kritik af sproget, fordi sproget blot er i stand til at kredse rundt omkring emnet, uden nogensinde at være i stand til at trænge ind i kernen. Latteren borteliminerer kroppens tillærte normer og udsættes derfor ikke for sprogtvang. Lysten genindføres, fordi der ikke længere eksisterer regler og fastsatte meninger. Det er en lyst, som ikke leder til noget (præcis som i det seksuelle), kun et øjebliks følelse af helhed. Det åbne værk er bærer af en tvetydighed og kun denne form for værkkarakter giver mulighed for at fremkalde latteren - ikke entydige værker med et entydigt budskab.
Ikke-viden er den indre erfaring, men det er også et ønske om at nå det yderste gennem ofring eller gennem en villet overskridelse. Den indre erfaring rejser tvivl om alt, men giver en mulighed for en ny tænkemåde og derigennem at opleve en forandring, ja, måske kan en mental transformation finde sted. Selv om vi konstant prøver, forbliver den indre erfaring dog ikke-sproglig. Fascinationen, på trods af dette forhold, ligger i det umulige i projektet, og som tvinger én til at gentage forsøget uendeligt - for hvem kan egentlig forestille sig den uforbeholdne latter finde sted på et museum???
Iben Dalgaard er billedkunstner og Cand. phil i kunstteori og -formidling. Bor og arbejder i København.
ibendalgaard@get2net.dk