Naar jeg gaar ud haaber jeg at træffe Freden i Skikkelse af en ung, fuldbarmet Kvinde, der lægger sine hvide Arme om min Hals og tilhvisker mig Kjærlighedens uendelige Forstaaelse. Naar jeg kommer hjem, haaber jeg hun sidder derinde og venter mig, stille og skjøn, med dragende Vemod i de dunkle Øine. |
|