Aforismer om sandheden
Av Lars Bukdahl


Jeg hader aforismer, og aforismer om sandheden hader jeg nok mest af alt.

Når jeg taler om den krtiske sandhed, i anmeldelser først og fremmest, har jeg det med at benytte mig af martialske, voldelige metaforer: den skal træffe mellem øjnene eller lige i hjertet. Når jeg i stedet vælger højstemt at fable om zen-bueskytter, er det bare en eufemisme for den grundlæggende kirurgiske blodtørst. Den kunstneriske sandhed bør være pærcis som dugdråben, der altid rammer plet. Den formulering eller halvdelen af den i det mindste har jeg vist nok stjålet fra et gammelt digt af Peter Laugesen

Laugesen er en af de få digtere, der kan sige sandhed uden at hverken han eller læseren får en fad smag i munden, og det er nok fordi, han bor i Brabrand, og fordi han aldrig smider en tændstikæske ud, de tårner bag ham i en høj bunke, som før eller siden vælter, hvorefter han begynder forfra med en ny. Laugesen skriver digte om sandheden og digte om sin hund og digte om sandheden og sin hund og digte om sin hund som sandheden og digte om sandheden som sin hund. Hans hund er tibetansk og voldsom menneskekærlig og en gang imellem er det den, der vælter tændstikæsketårnet i Brabrand.

Fra børn og fulde folk skal man høre de mest fantastiske historier. Fra bankmænd og militærfolk skal man høre sandheden.

Sandheden & co.

Alle de bedste ordspil på sand har jeg allerede lavet – sandhedssandaler f.eks. – spørgsmålet er om sandheden ikke er en slags usand simpelthen.

Nej, de store sandheder er abstrakt sand, de små sandheder er konkret sand, og du (husk altid at være dus i aforismer om sandheden) skal huske på, at det kun er en mindre del af sandet, der løber gennem dine fingre, resten bliver liggende på hånden og er sand. Du er ikke noget timeglas, eller rettere, du er et defekt, lettere bulet timeglas.

De små sandheder er små som sandskorn, som myrer, som tårer, som græsstrå og som allehøjst barndommens Matchbox-Citroën ami beboet, plettet og berørt af de førstnævnte.

De små sandheder er små som de dér kontaktlinser, man skal skifte hver dag, og som efter sigende
vibrerer ganske let på en varm sommerdag. Jeg har aldrig være tiltrukket af kontaklinser, jeg er en brillemand.

Et sidste ordspil, der sikkert kun duer på dansk: Jeg kører i virkeligheden på min cykel gennem Dalgas Boulevard og tænker: Litteraturen skal ikke dyrke sandheden, den skal opdyrke den.

I min første digtsamling, skrevet da jeg var sølle 18 år, står der et digt, der lyder sådan her, og hvis centraler billede (den europæiske kanon) er stjålet fra David Bowie, men jo så aktuelt og sandt som nogensinde:

verden er et kamera døden er en sjælden gæst i vores blå skyskraber vi læser med store øjne om digte i de gamle bøger vi spiser ikke så meget vi ser helst science fiction jeg elsker 1984 verden bliver mindre hver dag vi drikker stadig coca cola ”sandheden” siger vi til hinanden og ler der er mennesker på mars og den europæiske kanon rammer altid plet i køn eller hjerne

Det er, såvidt jeg kan regne ud, det eneste digt, jeg har skrevet om sandheden (som ikke laver ordspil på sand), og det er jo ikke bedre end som så, men vel egentlig rimeligt nok. Heller ikke nu tager jeg sandheden så alvorligt, at det gør noget, for den ligner faktisk en vits, og som alle vitser er den ikke så meget i sig selv, kunsten ligger i at fortælle den, så den virkelig bliver sjov, smil skal brede og latter slå op, ikke mindst fra smukke kvinder.

En hvidbog er en bog om sandheden om noget. Hans-Jørgen Nielsen skrev en gang en lille ”hvidbog”, hvor han ville tage ordet på ordet, men han kunne ikke lade være med at skrive en lille bitte smule i den og klistre små hvide flapper oven på de steder, hvor der stod noget og (nogle af) de steder, hvor der ikke stod noget, møblere den mindste smule, og det gjorde han ret i. Den hvidbog er en sandere bog end Vagn Steens Skriv selv (eller een af de dér vitsbøger, ” Indholdet i mandens hjerne” eller hvad ved jeg), hvor der slet ikke står noget, bortset fra, at der altid står noget på forsiden. Johannes L. Madsen har skrevet en bog med en helt sort forside, men jeg ved ikke af, at nogen har skrevet en bog med helt sorte sider, det er der nok, men kun hvis der blevet fiflet en smule ved sortheden, slået en hvid streg eller to, er jeg interesseret i dens sandhed eller løgn.

Sandheden er ilde hørt, for sandheden har alle hørt, den har ligget nr. 1 i flere uger, selv solsortene fløjter den tidligt, tidligt om morgenen.

Sandheden & skønheden er som Gøg & Gokke (Stan & Ollie), hvad det gælder om er at finde ud af hvem, der er hvem hvornår, eller også gælder det netop om ikke at finde ud af det og bare lade dem dumme sig og slås i mørket hele dagen lang.

Jeg har fundet ud af, at jeg meget godt kan lide at skrive aforismer, og det er ikke noget godt tegn. Sandheden er, at det er kedeligt at skrive om sandheden og jeg taler udenom eller også overhaler jeg indenom.




Lars Bukdahl er født 1968. Cand.Phil. i litteraturvitenskap, kritiker i Weekendavisen, skrevet en rekke diktsamlinger og romaner, senest diktsamlingen "116 chok for sheiken".