Og så var det begyndelsen. Røgen fra den sammenbrændte motor flød ud i atmosfæren og dannede en grå-agtig smudståge, der smagte af olie, og som med lidt god vilje fik verden til at fremstå som en rigtig kedelig regnvejrsdag.
Barndomssøndage på landet gik altid ud på at samle det største antal græshopper sammen, og fandenædemig, om ikke altid det lykkedes for Lars og Henrik at samle flest. Det indebar, selvfølgelig, at det var sommer, de søndage.
Der var ingen sammenbrændt motor, ikke noget røg, og heller ikke kedeligt vejr for den sags skyld.
Som voksen oplever man aldrig sine barndoms somre som regnvåde.
Det var heller ikke fordi verden var regnvåd lige nu. Det var en illusion skabt af en sammenbrændt motor.
Det var en spand med motor, eller for at være helt nøjagtig, så var det en motor omgivet af en spand.
Lars og Henrik åd altid deres græshopper. Som om om det var det mest naturlige i verden, efter at have brugt en hel dag på at samle et sted mellem hundrede og tohundrede sammen.
Så brugte de aftenen på at ligge i hver deres seng med hver deres plasticspand med hank og kaste op og være grønne i hovederne.
Det var enden på en søndag på landet.
Og så var det enden på spanden.
Smagen af olie trængte dybt ned i mavesækken og blev afløst af en smag af galde.
Atmosfæren fra den sammenbrændte røg flød ud i den grå-agtige smudståge, som et tykt tæppe af våd og dårlig ånde.
Som havde man lige kastet tohundrede kæbeknuste græshopper op, og nu var stanken alt, hvad der var tilbage.