Det er efterhånden et stykke tid siden vi sidst så hinanden.
Jeg kan ikke længere huske dit navn - et eller andet med C tror jeg.
Du var tysk israeler og fortalte os, at du var kommet til Århus for at fejre din søns otte års fødselsdag. Din eksmand og jeres søn skulle have mødtes med dig.
De kom aldrig, og nu var du bange for, at din eksmand havde bortført jeres søn.
Du og din eksmand havde forskellige religioner, hvilket betød, at hvis han havde taget sønnen med til sit fædreland, ville det være umuligt at få ham at se igen.
Nu ledte du efter dem, og håbede de stadig var i byen.
Du havde ingen penge, men ventede på, at din mor skulle sætte nogle ind på kontoen.
Dengang boede vi i PRINSESSEBO. Det havde min sjælesøster og jeg døbt det, da vi flyttede ind. I den store, røde villa ved havet.
Det var det perfekte hjem og et perfekt halvt år af mit liv.
Det var januar, jeg fik en sms fra min sjælesøster om at du skulle overnatte i PRINSESSEBO.
Min sjælesøster tog dig med hjem til den store, røde villa ved havet.
Hjem til det perfekte hjem.
Ellers overnattede du for tiden i et kolonihavehus hvor der var lukket for el, vand og varme.
Det var så koldt.
Men nu kunne du overnatte på det lille værelse i nogle dage.
I den store, røde villa ved havet. I vores perfekte hjem.
Min sjælesøster advarede mig om, at du var meget genert og sky.
Jeg åbnede langsomt og afventende døren ind til værelset. Du sad på skumgummimadrassen på gulvet med jakken på, og vinduet åbnet.
Der kom kun lys fra en bordlampe, der stod i hjørnet på gulvet.
Det var som om jeg nærmede mig et vildt dyr, for du så på mig med store nervøse brune øjne, som fulgte hvert eneste skridt.
Vi så ikke meget til dig. Enten var du inde på værelset med åbne vinduer og en gammel radio skrattende. Ellers var du ude i byen.
Trods de åbne vinduer lugtede vi os frem til dit store forbrug af hash, og vi fik dermed også en logisk forklaring på, hvorfor nogen ville sidde og fryse med vilje.
Det var så koldt.
Du boede i det perfekte hjem.
Du havde langt og kruset mørkebrunt hår, og iris matchede håret.
Havde karisma og havde været smuk, hvis ikke du var så elendig.
Som ugerne gik, blev jeg træt af at høre på den skrattende radio inde fra værelset, og visheden om al den elendighed, der stadig sad derinde skæv og frysende. Blev træt af at være træt af det. Træt af, at hjælpen ikke hjalp og at jeg ikke hjalp nok. Træt af, at du ikke kunne hjælpe, fordi du var så skide elendig.
Du blev der til det sidste, selvom alle os, der rigtigt havde boet i den store røde villa ved havet, var blevet sagt op og flyttet ud.
Vores perfekte hjem.
Den store, røde villa ved havet skulle rives ned.
Der var lukket for el, vand og varme.
Der var så koldt.
Du boede nu på det store, tomme værelse i stueetagen, sov på en skumgummimadras med den skrattende radio.
Der kom kun lys fra et stearinlys, som stod i hjørnet på gulvet.
Dit perfekte hjem.
Nu er den store røde villa ved havet revet ned, og du forsvandt med den.
Det er efterhånden et stykke tid siden vi sidst så hinanden.
Jeg genkendte dig på afstand.
Du stod og snakkede med en mand foran kiosken, og det så ud som om du fik noget af ham. Du så op, og dine store, nervøse brune øjne mødte mine.
Jeg smilede venligt, imens jeg nærmede mig dig.
Det var som om jeg nærmede mig et vildt dyr.
Men du vendte dig om, og gik i den modsatte retning.
Jeg kan ikke længere huske dit navn, så hvad skulle jeg kalde?
Kom tilbage (lille) elendighed, jeg vil jo bare hjælpe.
- Det er så koldt.
Nu tænker jeg på, at det er længe siden vi sidst så hinanden, og på hvad dit navn var.
Noget med C tror jeg.