Næserne var fulde af snot, fordi der blev grædt så meget. Det var Bertil der var død, en meget vellidt mand, hvor holdt vi af ham. Nu lå han i sin kiste med alle os stående omkring ham, og var helt våd af snot.
Man siger han døde af samfundsbrok i tyktarmen. Det havde også spredt sig til andre organer tilsidst, men tyktarmen var hårdest ramt. Stakkels tilsnottede Bertil, hvor må han have haft ondt. I kroppen, af sig selv. Hvor havde vi ondt af ham. Snot.
Præsten kendte ikke Bertil, men han fortalte os alle sammen om Bertils liv, og om, hvor vellidt han var. Ja ja. Vi slugte det råt.
Og så græd vi lidt mere.
Vi var på kaffebesøg hos Bertil i 1987 da næserne endnu var tørre og lige pudset røde og skinnende hos mor, og vi alle var våde bag ørerne. Dengang havde han smilet så venligt og indladende og jeg fik et klap på det nysatte, vandkæmmede hår.
Nu snakkede præsten om vand i lungerne, og vi slugte det råt, selvom vi vidste, at det var tyktarmen der havde taget livet af stakkels Bertil.
Og så blev der klemt en tåre til.
Luk nu det kistelåg i mand, inden han drukner.
For en uge siden mødte vi Bertil på Høkeren. Han havde tabt sig og lignede en trist, sen eftermiddagsskygge af sit gamle jeg. Men han var da i det mindste tør. Også bag ørerne.
Han drak hancock den dag.
Præsten blev ved med at fremhæve Bertils gode, menneskelige kvaliteter. Og vi blev ved med at græde og næserne løb over deres gode breder.
Stakkels Bertil.
Døde først af samfundsbrok i tyktarmen.
Døde derefter igen af snot indåndet i lungerne. Hvor var det trist.
Han lå bare der og kunne ikke engang beklage sig over, at han ikke kunne få luft.