Det var dagen efter du døde, jeg ville opleve dig.
Jeg havde holdt hånden op for munden så længe, at jeg ikke ku huske det.
Derfor glemte jeg at synke samvittigheden helt, og du druknede i mit mundvand, da jeg åbnede ild.
Det var dagen efter ugen, du flyttede ind.
Sov over mig, men gik med bakke og brød, som om intet kom for sent.
Du spurgte mig i mit glatte ansigts søvn, men jeg havde ikke drømt.
Jeg gemte og glemte at synke helt.
Det var dagen efter jeg drak gift.
Du kom og tørrede mig om munden, som havde sunket mig.
Du spurgte mig i mit åbne ansigts savn, for at træde vande.
Jeg gispede og bjergede mig op over overfladisk.
Det er dagene efter vi genopliver.
Der er stadig kondensvand i lungerne, og måske længerevarige mén.
Jeg splintrede i min samvittighed, men du samler på min sjæl.
Jeg oplever dig, møbius i mig.