De pissede på min sukkermad, længe før fanden havde fået gummistøvler på. Strømmen var gået og clockradioen i stå.
Det var så for sent før jeg dykkede op til overfladen. Taget havde ikke holdt sig, og var løbet gennem loftet og ned i sengen. Det fik den til at flyde over og skylle mig ud, for at stå op og opdage at alt det varme vand var løbet væk, og dun det kolde blev tilbage for at bade.
Det var så for sent og jeg glemte paraplyen i, på vej ud af døren. Over hovedet lå de på lur, og jeg faldt for deres spand-over-halvt-åben-dør trick.
Brændingens bølger væltede ind over mig og omkuld i kuling.
En anden af deres flodbølger havde fået cyklen til at stejle og sejle væk.
Bussen lod mig løbe efter den, til vandskiene knækkede hælen og førte mig skøjtende afsted i en piruet som sendte mig i sølet.
Håndtasketingene regnede ned og spredte sig som ringe i vandet.
Det var så for sent da den anden bus stoppede op, efter at have kastet vejvandet op ud over mig.
Jeg var gennem forblødt i bussen. Da kontrollør kom med havskum i mund, spyttede han bøden ud over mig.
Jeg kom på arbejde så alt for sent. Chefen sydede og spruttede, så springvand af arrigt savl sprang som svedperlerne fra min pande. Han haglede mig ned. Her var ingen kære fisk i vandet, jeg var på spanden, fyldt med vandhuller. Jobbet ku jeg stikke snot skrot op.
Der blæste en storm i mit vandglas.
Det var så alt for sent at få automaten til at brække dankortet op og ikke midt over. Det var dråben der fik lokummet til at flyde over, så jeg måtte have afløb for spildevandet. Hævnen var så sød som min overurinerede sukkermad.
Jeg indså så alt for sent vinden vende, for at boomerang sende min pisstråle tilbage.
Ku I ikke ha holdt jer?!
Jeg låser mig ind med håret gult.