| A Night At The Opera John Cages Europeras 3 & 4 på Den Nationale Scene i Bergen. Af Susanne Christensen. |
[print versjon] |
Den aften gik vi i Operaen. Dette palads midt i byen løftet op på en lille bakke hvorfra det gule lys strømmer os i møde mens vi sejler op af den store stentrappe, jeg har De Høje på og løfter let op i det glitrende stof der glider over mine ben, sjalet draperet over skuldrene, jeg vender hovedet mod dig og smiler, forventningen er i vores øjne: dette bliver Stort. Vi skal ikke forstyrres af noget udefra kommende mens vi sidder hensunkne i de røde plysstole, vores fokusering på Divaens Smerte forbliver uberørt i sin inderlighed.
En lang række af mennesker tramper ind samme vej vi selv er kommet. De fordeler sig i halvmørket i noget der ligner et kontorlandskab: små arbejdsøer helt ens indrettet, alt synes holdt i støvede brune farver, fra de analoge pladespillere til papkasserne med vinylplader placeret ved enden af hvert skrivebord. Enkle hvide arkitektlamper læner sig praktisk behjælpeligt over hver bordplade og gulvet, ser vi, er sort hvorpå et net af koder er tegnet, et nummereret skakbræt er hvad scenegulvet mest ligner på. Derefter går operamobilen i gang. Operaproduktionen. Fem sangere er placerede på stole langs væggen som var de i tandlægens venterum. En operamedarbejder bukker sig efter en vinylplade fra kassen og en knitrende fjern stemme synger sin arie. Samtidig har en sanger af forløbigt ukendte veje fået tegn til at gå frem og stå i et vist skaktern og kommunikere sin sang til os. Hun står i mørke dennegang, lyset veksler som alt andet efter et tilfældighedsprincip. To opretstående klaverer og deres bearbejdere står som spejninger af hinanden i hvert scenehjørne og stopper og starter med frekvenser der mest får dem til at minde mig om forlystelsen i Tivoli hvor man med et gevær sigter en lysstråle mod en lille skydeskive i et westernlandskab og derved animerer pianisten, en stiv dukke der spastisk bøjer sig over tangenterne. Med alt andet end jævne mellemrum fejer lyden af en kæmpemæssig symfonisk kulmination som en spøgelsesstorm igennem rummet. Der findes tekniske manipulatorer på denne scene også: to operamedarbejdere allerbagerst er placeret bag smalle grå computerskærme og et mere moderne, men dog diskret sort lydanlæg. Operamobilen fortsætter sin nøje tilrettelagt kaotiske produktion i over en time.
At se John Cages opera Europeras 3 & 4 på Den Nationale Scene i Bergen er en vældig aktiverende oplevelse. Jeg finder mig konstant beskæftiget med at stille spørgsmål til funktionsprincippet bag processerne og hvirvles parallelt ind i en storm af associationer. Jeg bliver undervejs manisk interesseret i de forskellige stemmegafler sangerne diskret tager i brug før de kommunikerer sin stump af arie til os. Et par af operamedarbejderne har små tamagoci-lignende tingester der tilsyneladende kan klikkes frem til den rette tone hvorefter denne kan aflyttes og efterlignes. I en ellers temmelig stram æstetik træder detaljer som dette for et med disse ting ukendt blik frem og bliver til hang-ups for refleksion mens operaproduktionen står på.
I sagens natur skulle jeg mene at hemmeligholdelse ikke normalt vægtlægges som en effekt inden for disse avantgardistiske konventioner. Jeg konkluderer under vejs at hver sangers repetoire må være fastlagt på forhånd, noterer mig at der halvt bortvendt fra publikum står to monitorer der angiver hvilket nummer skaktern sangeren skal placere sig på. Men impulsen til sang er dog ikke åbenbar i sin kilde. Selv lyset er for tilfældigt i forhold til at kommunikere start på sang.
Men jeg oplever et sjældent behag undervejs som så ganske overrasker mig. Dette er en af-operaiseret opera. Alt hvad jeg ikke kan lide ved min (indrømmet) noget tegneserieagtige oplevelse af opera er fjernet: følgespot på divaen i centrum, en glitrende søjle af individualiseret og ophøjet lidelse og ekstase. Hvis en solo opstår i denne Cage-produktion så er det omgivelsernes tilfældige åbning til en sang som allerede er i gang så ganske uafhængigt af sin særposition som omgivelsesoverdøvende opmærksomhedspunkt. Arien som værk bliver i denne opsætning forstyrret i sin magtfulde position som indbegrebet af højkultur og kommer pludselig til at åbne sig for en forstyrrelse som gør den til et værk der mere end at pege mod sin egen suverænitet peger mod sine omgivelser og deres invadering af den. På den måde kommer musikken for mig tæt på en form for realistisk fornemmelse. Dette rammer ned i måden jeg husker musik på som også er en effekt vi kender fra film: lydsporet af diffus musik som akkompanerer Mindet, den måde hvorpå musik lyder i en overfyldt café, drejende og snoende sig, opstående og igen druknende i omgivelsernes støj, og den symfoni der opstår ud af disse sammenstød. Det ambiente og collageagtige der spinder værket sammen med verden.
Dette får mig til at mindes en oplevelse i en café, det er tidlig sommer eller er det sent forår, det er Lars Aamund Vaage der spiller for en lille gruppe, han stopper op midt i musikstykker for at forklare ting om musik og skrift så rammerne er uhøjtidelige, men alligevel ser jeg fleres irriterede blikke mod en lille mand med en gulvspand der træder ind i rummet for at gøre sit arbejde som er at vaske dette støvede cafégulv. Undervejs bliver jeg mere og mere opmærksom på rytmen af dyp i spand og slask af vand ud på gulvet og får følelsen af at musikken peger på dette og bærer det frem som det egentlige værk. Og det sært berusende i dette er jeg overraskende tæt på en genoplevelse af under min seneste tur i Operaen.
John Cage komponerer (som programmet oplyser mig om) Europeras 3 & 4 i tidsrummet 1987-91, på daværende tidspunkt er han selv over 75 år gammel og har en lang karriere bag sig baseret på brud med den vestlige tradition. Hans ”Get out of whatever cage you’re in” peger tydeligvis tilbage på ham selv - og den publikumsforventning til ham om rebelsk nyskaben der har bygget sig op får endnu et slag over snuden da hans sidste ironiske strategi begynder at ligne noget der kan forstås som ganske traditionelt. Som for eksempel denne bearbejdning af den højtskattede europæiske operatradition som med sin finkultur og historiske credibility har bemægtiget sig et ungt historieløst amerikansk kontinent. Dette er Cages måde at kæmpe igen på.
Efter pausen (jeg træder op og ud i en længsel mod et frossent pust og ser lige akkurat en mand hænge i luften før han svinger sig ud over trappen og rammer den grå stenflade og ikke sit skateboard som ellers skulle have ført ham i en afsluttende bue indtil blikket kunne hæve sig til kammeraternes øverst deroppe og det lidt nervøse opera / teaterpublikum i fuld galla der netop nu flyder uf af teaterbygningen og ganske pludseligt hvirvles sammen med dette udtryk for amerikansk kultur: på gaden, mand!) kaldes vi ind til Europeras 4, et anderledes set-up: et flygel præger scenen, om det så ikke står i centrum. Og manden der højtideligt betjener den fornemme pladespiller med sin store bronzetragt trækker håndtaget rundt & rundt & rundt. Det er som om en fortætning af elementerne i Europeras 3 har fundet sted. Samtidig er der renset op i kaos og kun 3 divaer er tilbage til at flytte sig rundt på brætspillets flade. Sangteksterne står tydeligere frem, arierne synes at kommunikere med hinanden i større grad. En intention synes pludseligt at ligge bag. Er det en Mening der skal udtrykkes? Måske det er her John Cage virkelig griner af os og kommenterer sin egen myte. Men stadig, på trods af den forstærkede følelse af en harmonisk helhedskomposition aktiveres jeg i min spørgsmålsstillende process ved de manipulationer der forekommer i tid og sted. En sanger synger i skjul udenfor scenen og lægger derved endnu et plan af forskydning ind som allerede er tydeliggjort i mellemrummet mellem sangeres fysisk nærvær og sangstemmerne på de ridsede vinylplader.
Og jeg ser Sangerinden der kæmper imod sin indlærte operanaturer, den dramatiske listen som ikke lige akkurat er så neutral som rammerne ellers dikterer. Den rødmen, den blankøjethed, den kropslige medsvajen, den medrivelse som knapt kan tøjles lader sig ikke skjule her.
Artikkelen har tidligere vært publisert i fanzinen Grønn Kylling utgave 18.
Susanne Christensen, f.1969.
Skrivekunstakademiet 99/00, forfatterstudiet i Bø 00/01.
Bor i København og Bergen.
Andre tekster på nettet bl.a. Journal Ka, Jung Forlag, Prosopopeia.
Aktiv i litteraturfanzinet Grønn Kylling (arb. tittel). Studerer litteratur på UiB.