Kunst er kapital
Af Kristine Kabel og Ida Diemar
Danmarks liberale regering har de markedsøkonomiske briller på når det gælder kunst og kultur. Kraftige nedskæringer tvinger originalitet og kunstneriske satsninger i knæ, men har samtidig skabt grobund for det politiske teater.
Efter valget i november 2001 har situationen for det danske sceneliv ændret sig markant. Lad falde, hvad ikke kan stå selv, synes regeringens liberale ideologi at være. Derfor har de alene i år skåret teaterområdet med 15 procent. I hovedstaden har flere teatre med et hug fået frataget al støtten, og mange af de store huse er tvunget til at satse på det sikre og velkendte, frem for det nyskabende og vedkommende. Musicals præger sæsonens programmer, og det samme gør sig gældende i provinsen. Selv Det Kongelige Teater, nationalscenen på Kongens Nytorv, der lige nu er sikret gennem en fire årig rammeaftale, kan se frem til at skulle skære ned fra 2004. Det kommercielle teater er vinderen i dette spil om støttekroner, kunstnerisk nyskabelse den store taber.
Et skud for boven
”Teatret kan ikke klare sig selv, at fjerne økonomisk støtte er det samme som at dræbe kunsten”, mener instruktøren Rolf Heim. Han er den ene af tre kunstneriske ledere på Bådteatret i København. Teatret fik tidligere på året frataget sin årlige støtte på 3,5 millioner kroner, og kæmper nu for sin overlevelse. En stor filminstruktør som Lars von Trier havde aldrig kunnet gøre karriere uden økonomisk støtte, pointerer Rolf Heim. Markedsøkonomien kan ikke overføres på kunstens område, for hvis det sker, forandres kunsten til forfladigede kulturvarer, der skal kunne konsumeres af så mange som muligt. Teatret går i tomgang, hvis det udfordrende og udviklende ikke får vækstrum. Bådteatret, der holder til i en rigtig båd midt i det pulserende Nyhavn, har netop udgjort et af vækstlagene inden for dansk sceneliv. Mange store danske skuespillere har startet karrieren på det lille teater, og dets tre kunstneriske ledere, der alle trådte til i februar 2002, er kendt som eksperimenterende instruktører. Det vakte derfor stor forargelse, da de pludselig stod uden en krone til at gennemføre sæsonens program. Men i stedet for at dreje nøglen om, har Rolf Heim og de to andre ledere valgt at gå i offensiven og lave aktuelle og samfundsdebatterende forestillinger. Samtidig med at den nye regerings politik tvinger det rene underholdningsteater frem på mangt et repertoire, har den også vakt et nyt, kritisk publikum til live og skabt grobund for det politiske teater.
Teatralsk virkelighed
Et socialpolitisk scenisk forsøg, kaldte Bådteatret deres forestilling ”Det korteste strå”, der blev sat op i foråret. Tolv borgere sidder og venter på et socialkontor, hvor nedskæringer har reduceret antallet af ansatte, så der nu kun er en socialrådgiver tilbage. Velkommen til minimalstaten! Civilingeniøren Omar vil ansøge om Årets Danske Statsborgerskab, narkomanen Niller om nye hofter og så videre raden rundt i venteværelset. Forestillingen spidder samfundet og den politiske virkelighed. Budskabet er på mange måder ikke til at gå glip af, men det er samtidig i sin form og tilblivelse kontroversielt. Forestillingen er nemlig sammensat af brudstykker af meninger, ytringer og citater fra reklamer, læserbreve, tv og aviser og skuespillerne selv. Den blev til som prøveforestillinger, hvor ideen var, at publikum undervejs skulle blande sig i debatten.
”Vi forsøger at forny teatrets udtryk, uden af at lave uforståeligt teater. Budskabet er klart i vores forestillinger. Mange opfatter ordet ’eksperimenterende’ som skræmmende, men det er det ikke. Publikum skal ikke undervurderes, de er vant til moderne kunst og kan godt kapere en teatralsk virkelighed”, mener Rolf Heim.
Modtræk
At Bådteatret ikke kun udfordrer gennem samfundsdebatterende forestillinger, men lige så meget gennem måden at lave teater på, er også tydeligt i efterårets stykke ”Top Dogs”, der er skrevet af schweizeren Urs Widmer. Både denne forestilling og ”Det korteste strå” har været anmelder- og publikumssucceer, og det understreger vigtigheden af, at teatrets rolle i samfundet ikke kun er at levere ren underholdning i konkurrence med alle det moderne samfunds andre tilbud, men også at beskrive og reflektere samfundet.
”Top Dogs” handler om syv arbejdsløse topledere, der er endt på et i-gang-igen-kursus. Der er ingen medlidenhed med de syv eks-ledere, men stykket er ikke unuanceret og forenklet i sin problematik. Det viser først og fremmest hvordan verden styres af management uden interesse i hvordan det enkelte menneske har det. Det interessante er, at de mennesker, stykket drejer sig om, selv har været med til at fyre folk i et forsøg på at effektivisere samfundet. Og i et effektivt samfund er der ikke plads til besværgeligheder såsom menneskelige egenskaber og holdninger og tragedier. Netop den ideologi rammer nu de fyrede topledere selv. Formen er eksperimenterende ved at handlingen serveres i forskellige udtryk. For eksempel afbrydes handlingen ved at scenen, der i forlængelse af teatrets scene, som i bogstaveligste forstand flyder på vandet, pludselig synker. Lyset bliver blåt, og skuespillerne mimer til tyske båndoptagelser, hvorved der lægges en distance til skuespillerne og deres roller og dermed også til publikum. Publikums rolle bliver understreget som en nødvendighed, idet de skal fortolke og oversætte både sprogligt og indholdsmæssigt hvad denne scene er udtryk for – både i sig selv og i forhold til den igangværende handling. Der er i stykket også indlagt et mere eller mindre vellykket dukketeater med hunde, hvor det tydeligt signaleres at hundene og toplederne blot er marionetter for en politik der ikke har mennesket som dens primære fokus.
En besættelsesmagt
Det er ikke kun Bådteatret, der efter regeringsskiftet i november 2001 har markeret sig med en uundværlig samfundskritik, som man ikke kan andet end at tage alvorligt. Også i Århus markerer man sig på den politiske scene. Her som i København skal der spares, og teatret Entré Scenens kunstneriske leder Jesper de Neergaard sammenligner den nuværende kulturpolitik med en besættelsesmagt. I et interview i den store landsdækkende avis Jyllands-Posten drager han denne parallel, idet han opfatter teaterverdenen som værende i en undtagelsestilstand. For at blive i metaforikken opfatter Neergaard således kulturen som en modstandbevægelse. Faren for det århusianske kulturmiljø er, at talenter flytter for eksempel til København, hvorved det bliver endnu sværere at tage kampen op. En anden konsekvens af den trængte situation er, at teatrene må ramme bredere og altså give køb på det eksperimenterende og udforskende teater. Den tendens kan ikke alene forklares med det aktuelle politiske klima, men startede allerede da socialdemokraten Jytte Hilden blev kulturminister under den forrige regering. Hun fokuserede på, at den gode danske kunst skulle eksporteres til udlandet, men den gode kunst blev kun vurderet ud fra en overfladisk betragtning. Den blev til et kulturprodukt, der skulle kunne nå bredt og derfor også måtte blive forfladiget. Den nuværende situation for teatret og kunsten generelt i Danmark har derfor flere forklaringer, hvor den aktuelle økonomisk situation blot er den mest presserende.
Et vigtigt kapital
”Kunst er kapital” står der med hvide bogstaver på sort baggrund på siden af teaterbåden i Nyhavn. Heri ligger et dobbeltbundet budskab: På den ene side koster det kapital at lave kunst, på den anden side er kunst et vigtigt kapital eller habitus for et samfund. Begge dele synes regeringen i øjeblikket at have glemt. I Danmark er det Teaterrådet, der administrerer bevillinger og projektstøtte, men de har kun de penge, de har. Det er i år knap 75 millioner kroner, mod 87,5 millioner i 2001. Rolf Heim håber, at Bådteatret ved næste års uddelinger alligevel igen kan få penge, så de ikke skal overleve fra dag til dag på de penge, de kan skrabe sammen fra private fonde. Københavns Kommune har også givet et engangsbeløb til teatret, der derfor har kunnet klare sig igennem i 2002. Oven på års tomgang inden for dansk teater er det nødvendigt, at teaterpolitikken ændres, så ikke kun de huse, der har et godt navn, men også de, der laver noget godt aktuelt, kan holdes oven vande, mener Rolf Heim.
Et af de teatre, der er kendt for mere kommercielle opsætninger, Nørrebros Teater i København, har i efteråret stået for en lidt anden og mere tilgængelig form for politisk teater med stykket ”Spindoctor”. Der ironiseres over spindoctorenes politiske rolle, og stykket er på den måde meget aktuelt, men der er ikke tale om et teaterstykke, der kan skabe den nødvendige og skelsættende debat. Det ligger også i, at stykket spilles på Nørrebros Teater, hvor det ikke er eksperiment og dristighed, der er i højsædet, men derimod det brede og trygge publikum. Både handlingen og formen er genkendelig. ”Tid til forandring” lyder sloganet i både stykkets og Danmarks virkelige regeringsparti. Men på Nørrebros Teater når forandringen henimod et mere politisk teater ikke uden for scenen. De mindre teatre, der har kunnet mærke sparekniven, når i højere grad uden for deres egne rammer og skaber en reel samfundsdebat. Her rejser forandringen forundring, og forhåbentlig vedbliver teatret som sådan, trods de ændrede økonomiske vilkår, med også at kunne skabe forundring. Og ikke bukke under for de teaterpolitiske forandringer.
Ida Diemar, litteraturviter og kulturjournalist, København
Kristine Kabel…
k_kabel@get2net.dk